Hver anden dansker: Dansk Folkeparti svigter vælgerne
Halvdelen af vælgerne mener ikke, at DF lever op til det, de lovede før valget, viser ny undersøgelse for Avisen.dk. Men DF-vælgerne vil holde krampagtigt fast i deres parti, mener valgforskere.
DF-toppen har for lidt med hjem, når den har været til forhandling med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mener halvdelen af vælgerne.
DF-toppen har for lidt med hjem, når den har været til forhandling med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mener halvdelen af vælgerne. Jens Nørgaard Larsen, Scanpix


Dansk Folkeparti (DF) svigter deres vælgere og får meget lidt gennemført af det, som de har lovet.

Det er den hårde dom fra knap halvdelen af vælgerne – 49 procent - i en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har foretaget for Avisen.dk blandt 1.060 repræsentativt udvalgte danskere.

I undersøgelsen, der er gennemført i dagene 15.-17. december, er de adspurgte blevet bedt om at vurdere, i hvor høj grad DF formår at få indflydelse på V-regeringens politik.

Kun 11 procent mener, at DF-formand Kristian Thulesen Dahl får rigtig mange mærkesager igennem hos statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen.

De resterende 40 procent erklærer sig enige i det pragmatiske synspunkt: ’DF må gå på kompromis med deres politik for at få noget andet igennem. Sådan er det i politik’.

Uskønt forløb

Undersøgelsen kan ikke være munter læsning for Dansk Folkeparti. Den kommer efter et halvt år med V-regering, hvor DF er gået med til blandt andet en mindre vækst i den offentlige økonomi, end det stod fast på før valget, nedskæringer på kontanthjælp og beskæring af boligydelsen til ældre, der udgør partiets kernevælgere.

Sidstnævnte blev dog sparket til hjørnespark i netop de dage, hvor undersøgelsen blev gennemført. Det skete efter et uskønt forløb, hvor det kom frem, at den lavere boligydelse ville ramme 175.000 ældre.

Blandt de 60-69 årige i undersøgelsen er der da også over 60 procent, som mener, at DF har svigtet, mens under 5 procent i aldersgruppen er godt tilfreds med partiets indsats.

Flere problemer venter

Partiet har problemer med at komme helt i mål med deres velfærdsløfter. Og det vil der komme mere af i foråret, når DF skal til skatteforhandlinger med konservative og Liberal Alliance, forudser valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

Alligevel har han ikke svært ved at forklare, hvorfor partiet i de løbende meningsmålinger kan opretholde den imponerende vælgertilslutning, det opnåede ved valget i sommer.

- Vi befinder os også i en tid, hvor flygtningestrømme tager dagsordenen. Og her har partiet jo aktuelt en vis succes med at få deres politik igennem. Ser man på de forslag, som diskuteres og vedtages med brede flertal, går de ganske langt i Dansk folkepartis retning, påpeger han og tilføjer:

- Når der sammenlagt er 50 procent, som synes, det går partiet godt eller acceptabelt, er det måske heller ikke så skidt endda. Jeg tror, det er her, man finder partiets vælgere. At 50 procent er stærkt utilfredse, er ikke overraskende. Det svarer jo til størrelsen på oppositionen, og de ville være utilfredse med DF uanset hvad. Det bliver først et problem, hvis den kritiske holdning breder sig til DF’s egne vælgere, siger Rune Stubager.

DF’erne opdager ikke kritikken

Samme holdning har Martin Vinæs, valgforsker på Københavns Universitet.

- Tallene i undersøgelsen er et ekko af den fortælling, der har været i medierne om DF – at det har trukket det korteste strå i forhandlingerne og mere generelt måske har dummet sig ved ikke at gå i regering. Men det præger ikke i synderlig grad DF’s vælgere, som ikke læser særlig mange nyheder og ikke er tunet ind på de analyser og vurderinger i samme grad som for eksempel socialdemokrater, siger han.

- Derfor kan der gå lidt længere tid, før de begynder at bevæge sig. Men hvis kommentatorer og andre bliver ved med at have den vinkel, at DF taber hver gang, partiet går til forhandling, vil det trænge igennem til sidst, fastslår Martin Vinæs.

Ærgerlig ældresag

Christian Elmelund-Præstekær, valgforsker på Syddansk Universitet, mener, at Dansk Folkeparti gennem årene har været gode til at profilere sig på de resultater, partiet opnår, og lade dem overskygge de kompromiser, det indgår. Det er også den evne, der får partiet nogenlunde helskindet igennem forløbet med boligydelsen til ældre, som han kalder ’en ærgerlig ældresag’.

- Havde du spurgt før valget, ville langt flere have sagt, at DF var gode til at få deres ting i gennem, selv om de jo mange gange gik på kompromis med velfærd og medvirkede til masser af reformer. Det slap de afsted med, fordi de fik solgt nogle andre ting som store sejre. Her kan de vifte med ældremilliarden. Uden den havde det været tydeligt, at de havde gjort noget skidt for de ældre, siger han.

Ønsketænkning

Langt hen ad vejen kan et parti også leve højt på ønsketænkning hos dets vælgere, påpeger Martin Vinæs.

- Det er ligesom, når en regerings vælgere siger, at det skyldes internationale konjunkturer, når det går dårligt med økonomien. I sagen om de ældres boligydelse ser man jo den reaktion hos DF-vælgerne, at miseren ikke skyldte deres formand, Thulesen-Dahl, men at det var Lars Løkke, der havde snydt, påpeger han.

DF: Vi er lige startet

Hos Dansk Folkeparti forstår medlem af folketingsgruppens bestyrelse Karin Nødgaard ikke kritikken af partiet.

- Når man tænker på, at vi kun har haft en ny regering med os som støtteparti i seks måneder og lige er gået i gang med lovgivningen, synes jeg, at vi har fået meget igennem af det, vi gik til valg på, siger hun og opremser:

- 2,4 milliarder til sundhed, en milliard øremærket ældre og en styrkelse af politiet. Det var de tre største områder, vi gik til valg på, og derudover har vi opnået udlændingestramninger. Tiden taget i betragtning har vi fået meget igennem. Men måske skal vi blive bedre til at formidle vores resultater.

Ikke noget kønt forløb

Forløbet med boligydelsen har dog ikke været kønt, men det vil Karin Nødgaard ikke tage på sin kappe.

- Vi har hele tiden vidst, hvad vi ville, men fik nogle beregninger, vi ikke kunne holde os til. Derfor haster vi ikke den sag igennem, men tager den op igen, siger hun.

Begrænset indflydelse til DF

Nedskæringer på kontanthjælp, skattelettelser til velhavende og nedskæring af boligydelser til ældre i bytte for en ekstra ældremilliard og strammere asylpolitik. Der er mange meninger om, hvorvidt Dansk Folkeparti (DF) har fået indflydelse på regeringens politik. Hvad mener du om DF’s indflydelse?

 

  • 11 procent: Godt. Kristian Thulesen Dahl får rigtig mange mærkesager igennem hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
  • 40 procent: Middel godt. DF må gå på kompromis med deres politik for at få noget andet igennem. Sådan er det i politik.
  • 49 procent: Dårligt. DF svigter deres vælgere og får meget lidt gennemført af det, som de har lovet.

 

Kilde: Wilke for Avisen.dk. Undersøgelse blandt 1.060 repræsentativt udvalgte vælgere i perioden 15.-17. december 2015.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.