Hvem skal køre ambulancen? Omstridt selskab mangler over 200 reddere
Om 36 dage overtager hollandske Bios ambulancedriften i det meste af Syddanmark, men selskabet mangler fortsat reddere til at bemande ambulancerne.
Der mangler fortsat reddere til hollandske Bios' ambulancer, der overtager ambulancedriften i det meste af Syddanmark fra Falck.
Der mangler fortsat reddere til hollandske Bios' ambulancer, der overtager ambulancedriften i det meste af Syddanmark fra Falck. Foto: Scanpix


Hollandske Bios, som overtager ambulancedriften i det meste af Syddanmark om 36 dage, skal trykke speederen i bund, hvis selskabet skal nå at ansætte det antal reddere, der ifølge Region Syddanmark skal til for at levere et "tilfredsstillende niveau", skriver Fyens Stiftstidende.

Hidtil har Region Syddanmark, som er ansvarlig for ambulancedriften, afvist at sætte tal på, hvor mange reddere Bios behøver for at løse opgaven på Fyn og i Syd- og Sønderjylland. Men i en kendelse fra Klagenævnet for Udbud fra februar vurderer regionen, at den operatør, som overtager ambulancerne i de tre områder, skal have 558,2 fultidsansatte reddere for at kunne levere et "tilfredsstillende niveau". Det tal er 238 højere, end det antal reddere, som Bios aktuelt har på lønningslisten.

I fredags fremlagde Bios for regionen vagtplaner for september, som baserer sig på det nuværende antal reddere samt deltidsansatte og timelønnede. Regionen har set vagtplanerne, som ifølge både Bios og regionen overholder overenskomst og arbejdsmiljølovgivning.

Thyge Nielsen (V), formand for regionens præhospitale udvalg, hvordan kan du være tryg ved situationen, når Bios mangler over 200 mand for at kunne levere, hvad I selv kalder et tilfredsstillende niveau?

- Vores tal er jo udtryk for en idealbemanding. Bios erkender selv, at det her er den absolutte minimumsbemanding i en opstartsfase. Og jeg forventer, at Bios meget hurtigt får flere folk, siger Thyge Nielsen.

Morten Hansen, adm. direktør i Bios, fortæller, at vagtplanen hænger sammen, fordi flere ansatte har sagt ja til at tage ekstra vagter på frivillig basis.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.