Hvad skal der ske i SAS? Parterne uenige
SAS og CAU er ikke helt enige om det videre forløb, efter kabinepersonalet i går genoptog arbejdet.
SAS og CAU er ikke helt enige om det videre forløb, efter kabinepersonalet i går genoptog arbejdet.
SAS og CAU er ikke helt enige om det videre forløb, efter kabinepersonalet i går genoptog arbejdet. Scanpix


SAS-personalet vendte mandag eftermiddag tilbage til arbejdet efter den tre dage lange arbejdsnedlæggelse, der kom i kølvandet på de sammenbrudte forhandlinger om vilkårene for de 147 stewardesser og stewarder, som skal overflyttes fra SAS til Cimber.

Det skete, efter SAS søndag aften sendte en mail til medarbejderne, hvori de bad medarbejderne om inden mandag klokken 12 at bekræfte, at de ville møde på arbejde og følge deres vagtskema. Ellers ville de SAS betragte det som en opsigelse.

Men nu lader det til, at parterne ikke er helt enige om det videre forløb.

Fra Cabin Attendants Union (CAU), der organiserer en stor del af SAS’ danske kabinepersonale, lyder forventningen nemlig, at man inden for kort tid genoptager forhandlingerne.

- Nu skal vi have normaliseret situationen, så selvfølgelig bliver der nye forhandlinger. Og SAS har rykket sig siden i onsdags, siger næstformand i CAU, Jean Pierre Schoumburg, til CHECK-IN.dk.

Noget anderledes lyder det fra SAS. Herfra mener man ikke, der er mere at tale om. Medarbejderne blev nemlig formelt rykket over i Cimber den 1. marts.

- Nu er der gennemført en virksomhedsoverdragelse. Derfor er der ikke behov for at gennemføre forhandlinger, siger koncerndriftsdirektør i SAS, Flemming Jensen, til CHECK-IN.dk.

Fastholder suspenderinger

Samtidig er der ikke udsigt til, at de 27 kabineansatte, der blev suspenderet under konflikten, kan vende tilbage til jobbet i SAS.

- Vi fastholder suspenderingen, siger pressechef hos SAS, Trine Kromann-Mikkelsen, til Ritzau.

Ifølge SAS skulle de 27 ansatte have chikaneret de af deres kollegaer, der mødte på arbejde under arbejdsnedlæggelsen.

Stadig aflysninger

Arbejdsnedlæggelsen har haft stor betydning for de rejsende passagerer, og selvom de ansatte altså har valgt at genoptage arbejdet, var mandagen også præget af aflysninger og forsinkelser.

Også i dag var en række ankomster til København aflyst, ligesom der kan være enkelte uregelmæssigheder.

Onsdag forventer SAS dog et stort set normalt trafikprogram, skriver CHECK-IN.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.