En 71-årig mand fra Vemmelev mellem Slagelse og Korsør mistede mandag aften livet, efter han og hustruen i weekenden kørte i Korsør Havn med deres bil.
Den 65-årige hustru blev efter ulykken lagt i koma, men blev tirsdag taget ud af den kunstige koma. Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi til Sn.dk.
Den 65-årige kvinde trækker selv vejret, og politiet håber at kunne afhøre hende en af de nærmeste dage.
Kørte direkte i havnen
Parret kørte søndag morgen ved halv ni-tiden i havnen fra parkeringspladsen på Caspar Brands Plads ved Føtex. Årsagen til ulykken er endnu ukendt, ligesom det ikke er fastslået, hvem der kørte bilen.
Et vidne har fortalt, at bilen tilsyneladende kørte direkte mod kajkanten og op over den ellers høje kant.
I første omgang lykkedes det parret, at komme ud af den synkende bil, skriver Sn.dk.
Da bilen sank mistede parret bevidstheden og drev livløse rundt, indtil reddere fik dem bragt dem op på kajen.