En kvik og beskyttende labradorhund ved navn Molly var en af årsagerne til, at en 27-årig mor og hendes lille datter, Miley på tre år slap, fra en voldsom brand med livet i behold.
Branden opstod i en gård nord for Varde sent onsdag aften. Kvinden vågnede ved, at Molly gøede. På det tidspunkt var stuehuset røgfyldt. Manden i familien var på nattevagt på Vestas, hvor han arbejder, oplyses det i dag i Jydske Vestkysten, der kan fortælle, at hunden var hurtigere end familiens brandalarm til at advare dem om branden.
Den unge mor sov på første sal og løb ind og tog sin lille datter i favnen. Herefter kravlede hun ud gennem et badeværelsesvindue, ud på et fladt tag og over hestestalden, som hun kunne kravle ned fra med datteren i favnen.
Hunden overlevede branden - og er dagens helt i Varde.
Se flere videoer på Localeyes.dk