Hus-kollaps undersøges først onsdag
Af sikkerhedshensyn kan årsagen til at en opgang kollapsede i Frederikshavn søndag først undersøges onsdag.
Tirsdagen skal bruges på at afstive den kollapsede bygning, og onsdag begynder undersøgelserne om årsagerne til sammenstyrtningen.
Tirsdagen skal bruges på at afstive den kollapsede bygning, og onsdag begynder undersøgelserne om årsagerne til sammenstyrtningen. Foto: Rene Schutze/free


Årsagen til kollapset af en opgang i en boligblok i Frederikshavn bliver først undersøgt onsdag. Det oplyser entreprenøren på renovationen, der i øjeblikket foregår, NCC.

- Vi afstiver bygningen tirsdag, og onsdag, når man kan færdes sikkert i huset, kan vi sammen med myndighederne komme i gang med at undersøge årsagerne til styrtet. Så vi regner med at kunne pege på en forklaring sidst på ugen, siger kommunikations- og marketingchef i NCC, Ghita Borring.

Torsdag får de evakuerede beboere lov til i et begrænset tidsrum at hente deres mest nødvendige ejendele.

Ifølge adjungeret professor ved Statens Byggeforskningsinstitut Jørgen Nielsen sker det jævnligt, at bærende konstruktioner, som husfacader også hører til, styrter sammen i forbindelse med renoveringer. Men det er meget sjældent, at så store konstruktioner styrter sammen, som det er sket i dette tilfælde.

Meget tyder dermed på, at der enten er sket fejl eller et sammenfald af uheldige omstændigheder, når huset alligevel kunne brase sammen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.