Hurra! Ledigheden falder igen
Der var 131.300 fuldtidsledige i november, hvilket er 800 færre end i oktober. Ledighedsprocenten er 5,0.
Jobcenter 990
Jobcenter 990 Foto: www.colourbox.com/free


Ledigheden i Danmark ligger nogenlunde stabilt omkring de fem procent.

Danmarks Statistik har opgjort fuldtidsledigheden for november til 131.100, hvilket svarer til et lille fald på 800 sammenlignet med oktober.

Men faldet er altså ikke nok til at ændre på ledighedsprocenten, der for fjerde måned i træk ligger på 5,0.

Og der er ikke meget, der tyder på, at ledigheden falder mærkbart over de kommende måneder, vurderer cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.

- Ser vi fremad, er det vores forventning, at væksten i dansk økonomi endnu ikke er stærk nok til at skabe et mærkbart fald i ledigheden, skriver han i en kommentar til tallene.

Hos LO er man dog lidt mere optimistisk og henviser til, at ledigheden er den laveste siden maj 2009.

- Beskæftigelsen i den private sektor er da også steget de seneste fem kvartaler, og der bliver slået flere nye stillinger op.

- Samtidig er der fremgang i dansk økonomi og udsigt til, at fremgangen fortsætter og tager til, siger økonom Mette Hørdum Larsen i en pressemeddelelse.

Også i Sydbank vurderer man, at ledigheden kan falde yderligere.

- Meget peger på, at dansk økonomi går et år i møde med en hæderlig vækst, og med et pænt antal ledige stillinger, gode strukturer på arbejdsmarkedet og en stigning i arbejdstiden pr. person peger det samlet på fortsat fremgang på arbejdsmarkedet, siger makroøkonom Peter Bojsen Jakobsen fra Sydbank.

Her er den konkrete forventning, at beskæftigelsen vil stige med 20.000 i 2015, hvilket vil kunne skubbe yderligere til den økonomiske vækst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.