Hurra? Flere står helt uden indtægt
En del står helt uden indtægt. Det er en del af forklaringen på, at antallet af personer på overførselsindkomst er faldet med 46.000.
Færre er på overførselsindkomst. Det skyldes blandt andet, at nogle har mistet retten til blandt andet kontanthjælp eller dagpenge
Færre er på overførselsindkomst. Det skyldes blandt andet, at nogle har mistet retten til blandt andet kontanthjælp eller dagpenge Lars Bahl/Scanpix/arkiv


Siden den nuværende regering kom til i 2011 er antallet af personer, der får overførselsindkomst, faldet med 46.000.

Det får i dag Jesper Petersen, finansordfører for Socialdemokraterne til at glæde sig, mens Joachim B. Olsen (LA) stadig mener, at tallet stadig er alt for højt. Læs artiklen her.

Men i Enhedslisten mener socialordfører Finn Sørensen, at det ikke er en hurra-historie for alle, at færre er på overførselsindkomst. For nogle betyder det nemlig, at de slet ikke har en indtægt længere, fordi de er faldet helt ud af systemet, siger han.

- Hvis tallet er faldet, fordi de mennesker er kommet i arbejde eller uddannelse, er det godt. Men der er en tendens til, at flere står helt uden indtægt på grund af stramningerne af dagpenge, førtidspension, fleksjob og kontanthjælp, siger Finn Sørensen.

Det bekræfter chefanalytiker Erik Bjørsted fra Arbejdernes Erhvervsråd (AE Rådet), der står bag analysen af antallet af modtagere af kontanthjælp.

Han siger, det blandt andet gælder unge kontanthjælpsmodtagere, som kommunerne har stillet krav til om at tage en uddannelse.

- Vi kan godt se, at der er nogle unge kontanthjælpsmodtagere, der er faldet ud efter kontanthjælpsreformen. Der er sikkert også nogle, der er faldet ud af dagpengesystemet og som nu er selvforsørgende, siger Erik Bjørsted, chefanalytiker i AE Rådet.

Endnu flere kunne være uden indtægt

Chefanalytikeren har ikke er konkret tal på, hvor mange der står uden forsørgelse.

Erik Bjørsted lægger vægt på, at selvom der er færre danskere, der får overførsler nu end i 2011, så er det en mindre del, der nu står helt uden forsørgelse.

- Jeg mener absolut fremgangen i antallet af job er den største del af forklaringen. Relativt få står med slet ingenting. Der kunne have været flere på grund af udfaldet fra dagpengesystemet. Men af samme grund er der jo indført en række midlertidige ydelser som redningsplanker til den gruppe, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.