Hundredtusinder kræver præsidents afgang i Brasilien
Brasiliens præsident bliver kritiseret for økonomisk nedgang i en ny bølge af massedemonstrationer.
"Ud" står der på dette banner med Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, som er genstand for store demonstrationer i det sydamerikanske land. (AP Photo/Eraldo Peres)
"Ud" står der på dette banner med Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, som er genstand for store demonstrationer i det sydamerikanske land. (AP Photo/Eraldo Peres) Foto: Eraldo Peres/AP


Flere hundredetusinde mennesker har deltaget i en demonstration mod Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, på et tidspunkt, hvor arbejdsløshed og økonomisk krise tager til.

Præsidenten får også skylden for en større korruptionsskandale, og mange kræver, at hun træder tilbage eller bliver stillet for en rigsret.

Massedemonstrationer søndag på stranden i bydelen Copacabana i Rio de Janeiro langs Paulista-avenuen i São Paulo og foran Kongressen i hovedstaden Brasília var den tredje protestbølge vendt mod præsidenten i år.

Selv anslår organisatorerne, at omkring 1,9 millioner mennesker tog del i demonstrationerne.

Regeringen forsøger at opretholde Brasiliens kreditværdighed med hårde budgetnedskæringer, men det har medført, at opbakningen til de politiske ledere er næsten væk.

Kun otte procent støtter Rousseff, og to ud af tre vælgere kræver, at hun går af - mindre end et år efter, at hun blev genvalgt.

Kravet om, at der bliver indledt en rigsretssag mod præsidenten har størst tilslutning blandt de fattigste og lavest uddannede - netop de målgrupper, som sikrede hendes genvalg med et knebent flertal sidste år.

- Vi hører om alle budgetnedskæringerne, men det er kun personer som mig, der er blevet ramt indtil nu, siger den 65 årige pensionerede metalarbejder Francisco Mosack fra den fattige São Paulo-forstad Capão Redondo. Han siger, at strømregningen er fordoblet på et år.

Det er en omfattende skandale inden for det statslige olieselskab Petrobras, der belaster præsidenten. Angiveligt er der blevet betalt store summer i bestikkelse for lukrative kontrakter, og en del af denne bestikkelse skal være havnet i politikeres lommer og deres partiers kasser.

Den offentlige anklager mener, at der er svindlet for knap fire milliarder dollar, og nogle af de formodede lovovertrædelser fandt sted, mens Rousseff var bestyrelsesformand i Petrobras.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.