En hundelufter blev ekstremt vred, da han blev bedt om at tage sin hund i snor.
Så vred, at han overfaldt den 29-årige mand, der vovede at komme med forespørgslen, med en gren. Det skriver Århus Stiftstidende.
Da den 29-årige skubbede den vrede hundelufter væk, angreb den store muskelhund ham, og han blev bidt i armen.
Østjyllands Politi leder efter hundelufteren, som står til at blive sigtet efter straffelovens grove voldsparagraf for såkaldt ’kvalificeret’ vold.
"Offeret har pådraget sig en flænge i foden og et bid i armen. Derudover er han okay," siger politikommissær Vagn Martinussen, Østjyllands Politi.
Overfaldet skete i Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus.