Hunde frygtes forgiftet af ukendt gerningsmand
To hunde på Bornholm er muligvis blevet dødeligt forgiftet. Derudover har der været et forsøg på forgiftning.
Hunden på fotoet her har det godt, men på Bornholm efterforsker politiet nu en mystisk sag om forgiftning af flere hunde.
Hunden på fotoet her har det godt, men på Bornholm efterforsker politiet nu en mystisk sag om forgiftning af flere hunde. Scanpix - modelfoto


En hund er død af forgiftning, en anden er blevet aflivet efter forgiftning og en tredje er blevet forsøgt forgiftet. Det er hovedlinjerne i en kriminalsag, som Bornholms Politi nu arbejder med.

Oplysningerne er kommet frem, efter at politiet til lokale medier fortalte, at en borger i Nyker i sin forhave fandt en klump kød indeholdende nogle farvede korn, som kan være rottegift.

Presseomtalen har ført til henvendelse fra en kvinde, der også bor i Nyker, som 6. marts fandt sin otte måneder gamle hundehvalp liggende død i hundekurven.

22. marts mistede kvindens anden hund livet. Den var blevet så syg, at den blev aflivet. Ifølge Bornholms Politi var begge hunde forinden blevet luftet i haven.

Bornholms Politi oplyser, at der kan være tale om tilfældigheder, men man efterforsker, om der kan være en sammenhæng mellem de tre tilfælde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.