Klokken fem lørdag morgen kørte en 23-årig kvinde fra Helsingør galt på landevejen i Skotterup mellem Espergærde og Snekkersten på Sjællands nordøstlige kyst.
Men det var ikke fordi kvinden var træt eller uopmærksom. Det var ganske simpelt fordi, kvindens hund blev træt af at sidde på bagsædet.
Den hoppede i stedet om på forsædet til den 23-årige kvinde.
Det skriver Helsingør Dagblad.
Denne pludselige aktivitet i den mørke nat gjorde kvinden så forskrækket, at hun trak i bilens rat og kørte ind i et træ i vejens venstre side og smadrede et hegn.
Heldigvis kom hverken kvinde eller hund noget alvorligt til, men bilen blev så medtaget, at den ikke kunne køre videre.