Hun får Hækkerups folketingsmandat
Dansk-tyrkeren Yildiz Akdogan vender tilbage til Folketinget, som hun ikke fik genvalg til ved valget i 2011.
Yildiz Akdogan vender tilbage til Folketinget.
Yildiz Akdogan vender tilbage til Folketinget. Foto: Carsten Snejbjerg/free


Det bliver den 41-årige socialdemokrat Yildiz Akdogan, som overtager pladsen i Folketinget efter Karen Hækkerup, som forlader politik for at blive ny direktør i Landbrug & Fødevarer.

Det bekræfter Yildiz Akdogan over for Ritzau.

Yildiz Akdogan blev valgt til Folketinget ved valget i 2007, men fik ikke genvalg, da Socialdemokraterne vandt regeringsmagten i 2011.

Her blev hun med 2599 personlige stemmer lige akkurat ikke valgt ind i Københavns Storkreds og måtte nøjes med pladsen som 1. suppleant.

Da Yildiz Akdogan sidst var i Folketinget, var hun Socialdemokraternes IT-ordfører, men det er social- og integrationspolitikken, hun brænder for og vil sætte fokus på, nu når hun atter vil være at finde på gangene på Christiansborg.

Hun var desuden medlem af Folketingets Europaudvalg, Kulturudvalg og Boligudvalg i 2007-2011.

- For mig er det enormt vigtigt at sætte fokus på problematikken om DF, der er sluppet alt for billigt omkring mange af deres løfter, siger Yildiz Akdogan.

- Det gælder både i forhold til stramninger på udlændingeområdet og dagpengespørgsmålet, siger hun.

Hun har derudover tænkt sig at have fokus på international politik og er især optaget af debatten om Mellemøsten.

Akdogan har ikke helt været ude af politik på det seneste. Hun stillede således op ved kommunalvalget i 2013, hvor hun blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Her er hun Socialdemokraternes politiske ordfører.

Yildiz Akdogan oplyser, at hun vil søge orlov fra hvervet i Københavns Borgerrepræsentation.

Hun er født i den tyrkiske by Corum, som ligger nordøst for hovedstaden Ankara, men er opvokset i Esbjerg. I 2006 færdiggjorde hun sin kandidatuddannelse i statskundskab fra Aarhus Universitet.

Det nyindtrådte folketingsmedlem bor på Nørrebro med sin mand og datter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.