"Hun er spejlblank": Ny partileder langer ud efter Zenia Stampe
Formanden for det nystiftede parti Nye Borgerlige sviner Zenia Stampe til på Facebook.
Zenia Stampe (tv.) er ifølge Pernille Vermund "spejlblank".
Zenia Stampe (tv.) er ifølge Pernille Vermund "spejlblank". Foto: Scanpix/arkiv


Formand for det nystiftede parti Nye Borgerlige, Pernille Vermund, er tilsyneladende ikke imponeret over De Radikales Zenia Stampe, der er tilbage i folketinget efter endt barsel.

Det kom fredag aften til udtryk, da Zenia Stampe var i Deadline og fortalte, at hun vil bekæmpe ekstrem og voldelig nationalisme i sin nye rolle som værdiordfører for De Radikale.

Det fik Pernille Vermund til tasterne på Facebook, hvor hun gik hårdt til Zenia Stampe. Her skrev hun blandt andet:

- Shit, hun er spejlblank!!! Hun er mere bange for demokratiske partier end for IS.

Ekstra Bladet har lørdag talt med Pernille Vermund, der står ved sin udtalelse og forklarer, hvorfor hun mener, at Zenia Stampe er spejlblank. 

- Det kommer jo helt tydeligt frem i starten af Deadline, hvor hun bliver præsenteret for en graf, der viser de store udfordringer med islam, og hvor få udfordringer, der er med højreekstremister. Hun har jo slet ikke forstået, hvad der foregår, og hvad der optager befolkningen, siger Pernille Vermund til Ekstra Bladet.

Avisen har også talt med Zenia Stampe, der ikke har meget tilovers for Pernille Vermunds udmeldinger. 

- Det er så lavt, at jeg ikke gider kommentere det, siger Zenia Stampe til Ekstra Bladet.

Nye Borgerlige er et nystiftet parti, der ifølge sit principprogram vil forene klassisk konservativ politik med en borgerlig økonomisk politik. Pernille Vermund, der stillede op for Det Konservative Folkeparti til sidste folketingsvalg, har stiftet partiet sammen med Peter Seier Christensen, der er bror til Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen. Partiet er ikke opstillingsberettiget, men arbejder på at få indsamlet de 20.000 underskrifter, der skal til.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.