Hummel-boss i kæmpe prisdrop: Har solgt liebhaverlejligheden
Christian Stadil sælger lejlighed til 5,2 millioner kroner mere, end han gav for den.
Christian Stadil har solgt sin lejlighed på Østerbro.
Christian Stadil har solgt sin lejlighed på Østerbro. Foto: Erik Refner/Scanpix/arkiv


Det lugter i første omgang af brand-udsalg, når den karismatiske Hummel-direktør og milliardær Christian Stadil skærer 4,5 millioner kroner af prisen på sin lejlighed for at få en underskrift på salgspapirerne.

Oprindeligt stod der nemlig 11 millioner kroner på prisskiltet, to måneder senere stod der 10,4 millioner kroner og senest skruede milliardæren prisen på sin lejlighed på Østerbro i København ned til 9,9 millioner kroner.

Men det er dog langt fra, hvad Christian Stadil fik i hånden efter 185 dage med et til salg-skilt i vinduet, skriver boligsiden Boliga.

Fredag blev salget af den 246 kvadratmeter store lejlighed nemlig tinglyst. Her fremgår det, at den innovative direktør har overdraget nøglerne til ejerlejligheden for 6.500.000 kroner.

Kommunen har fat i boligen

Den store reduktion i prisen skyldes, at den seks værelser store lejlighed er bundet af en såkaldt hjemfaldspligt.

Hjemfaldspligten betyder, at Københavns Kommune i sin tid har pålagt ejendommen en klausul, så denne på et tidspunkt kan købe lejligheden tilbage for samme pris, som kommunen solgte for.

Den oprindelige udbudspris var således inklusiv muligheden for at købe Østerbro-lejligheden fri af denne klausul, men da den nye ejer har valgt at takke nej til dette tilbud, er prisen justeret tilsvarende ned.

Mere end fem millioner

Christian Stadil har dog stadig god grund til at poppe champagnen og drikke en skål - måske i selskab med sin ven Martin Jørgensen, der i en periode efter bruddet med Grevinde Alexandra har resideret på adressen.

Da Stadil købte lejligheden i 1991 gav han nemlig 1,3 millioner kroner for den store bolig, der ifølge Boliga ligger tæt på Østerport Station.

Velour og højt til loftet

Ifølge Boligas oplysninger kan den nye ejer glæde sig til at blive transporteret lige til hoveddøren i en af Danmarks ældste elevatorer, som er indrettet med veloursofa og guldornamenteringer.

Selve lejligheden er fordelt på seks værelser med 3,5 meter til loftet, og så er der også mulighed for at nyde vejret på balkonen eller på den fælles tagterrasse.

Se den gamle salgsannonce her

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.