Hull City er en enkelt sejr fra skyhøje PL-penge
Hull tabte 0-2 hjemme til Derby, men Hull er klar til playoff-finalen om oprykning til Premier League.


Hull City fra den næstbedste engelske række kan dufte en oprykning til Premier League i næste sæson, som for alvor vil få klubbens kasseapparat til at blive glohedt.

Tirsdag aften tabte Hull godt nok 0-2 hjemme til Derby i de to klubbers andet playoff-semifinaleopgør, men da Hull havde vundet det første opgør 3-0, så gik klubben videre.

Her skal Hull møde Sheffield Wednesday i playoff-finalen, som spilles på Wembley 28. maj.

Johnny Russell bragte Derby foran efter blot syv minutters spil, og ni minutter før pausen var hjemmeholdets Andrew Robertson så uheldig at score selvmål, hvilket åbnede for en nervøs anden halvleg, hvor Hull dog red stormen af og sikrede sig den samlede sejr.

Premier League får til næste sæson en ny tv-aftale, og det vurderes, at vinderen af playoff-finalen sikrer sig indtægter på omkring 170 millioner pund, hvilket svarer til 1,6 milliarder kroner.

Aston Villa, Norwich og Newcastle rykker ud af Premier League før den økonomisk givtige sæson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.