HP-ekschef mere end antyder sig med i USA-præsidentkamp
Tidligere chef for IT-gigant mangler at få styr på økonomien og det hold, som kræves i en amerikansk valgkamp.


Endnu en kandidat melder sig - næsten - til kampen om præsidentposten i USA næste år, når Barack Obamas mandat udløber.

Republikaneren Carly Fiorina, tidligere chef for Hewlett-Packard, siger til Fox News, at der er "mere end 90 procents chance" for, at hun stiller op.

Hun vil bekræfte den endelige beslutning om sit eventuelle kandidatur i slutningen af april eller i starten af maj.

Når Fiorina endnu ikke vil bekræfte, om hun ønsker at sætte alt ind på valg til en af verdens mest magtfulde politiske poster, skyldes det, at hun endnu ikke har sammensat et hold, og hun skal også have styr på den finansielle støtte.

For nylig oplistede avisen New York Times 11 republikanske kandidater til præsidentposten.

Den mest fremtrædende, og bookmakernes største favorit i øjeblikket, er den tidligere Florida-guvernør Jeb Bush, som har skrevet på Facebook, at han undersøger mulighederne for at stille op.

Han er søn af tidligere præsident George H.W. Bush og bror til den seneste republikanske præsident, George W. Bush.

Også den tidligere Wisconsin-guvernør Scott Walker bliver regnet som en stærk kandidat - hvis han ellers vælger at stille op.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.