Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind tænkte, at det var bedre med for meget end for lidt, da han iførte sig sine ordener i anledning af dronning Margrethes gallataffel tirsdag aften.
Søren Pind havde både Ridderkorset og sin nye Dannebrogsorden på. Og det er upassende, mener kongehusekspert på Politiken, Peter Thygesen.
- Man har ikke begge ordener på samtidig. Først bliver han ridder, og det er det, der sidder på brystet. Så stiger han i graderne, så får han det, der hænger om halsen.
- Og så skal man selvfølgelig aflevere det, der sad på brystet, siger Peter Thygesen til TV 2.
Søren Pind forklarer til tv-stationen, at han spurgte ceremonimesteren ved ankomsten og fik grønt lys til sit valg af ordener.
Søren Pind modtog kommandørkorset af Dannebrog i sidste uge. Dannebrogsordenen gives typisk til ministre, der har aftjent deres pligt over en årrække.
Han har desuden modtaget den franske orden ridder af Æreslegionen - som han også bar tirsdag aften.
- Når det er passende, vil jeg gå med ordenen. Når jeg er i Frankrig, skal jeg have den på, men i Danmark skal man have bæretilladelse, når man ikke har en dansk orden i forvejen, har jeg forstået på Uffe Ellemann, sagde Søren Pind ifølge TV 2 til BT.