Hovsa: Danske kendiskvinder bryder loven i tv-program
Andrea Elisabeth Rudolph lader Mette Lindberg køre sin bil, selv om hun ikke har kørekort.
Andrea Elisabeth Rudolph lader X Factor-dommeren Mette Lindberg køre sin bil, selv om hun ikke har kørekort.
Andrea Elisabeth Rudolph lader X Factor-dommeren Mette Lindberg køre sin bil, selv om hun ikke har kørekort. Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix


Alle jyder får kørekort den dag, de fylder 18 år. Det er en udbredt fordom, som iværksætteren og tv-værtinden Andrea Elisabeth Rudolph, der selv er fra Jylland, bekræfter med et grin i onsdagens udgave af programmet "Helt ærligt", der bliver sendt på Kanal 4.

Det kommer til gengæld som noget af en overraskelse for hende, at sangerinden og X Factor-dommeren Mette Lindberg i en alder af 32 år stadig ikke har et kørekort.

Derfor tilbyder Andrea Elisabeth Rudolph, at Mette Lindberg kan prøve at køre i hendes bil på en stille, privat vej i Nordsjælland, hvor iværksætterens sommerhus ligger.

Men ifølge pressetalsmanden for Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, er det ikke bare risikabelt - det er også hamrende ulovligt.

I færdselslovens paragraf 1 hedder det nemlig, at man ikke må køre bil uden kørekort der, hvor færdselsloven gælder.

- Og færdselsloven gælder, uanset om det er en stille vej eller motorvej, forklarer Henrik Suhr og uddyber:

- Under de givne omstændigheder er det derfor strengt ulovligt. Og det koster en rimelig dyr bøde, siger han.

Men det er ikke kun Mette Lindberg, der bryder loven ved at sætte sig bag rattet uden kørekort.

Andrea Elisabeth Rudolph kan nemlig også få en bøde, for hun må ikke overlade sin bil til en person, som hun er bekendt med ikke har kørekort, forklarer Henrik Suhr.

Samtidig tager den succesfulde iværksætter også noget af en chance, hvis der skulle ske noget.

- Det kan også give store problemer med forsikringsselskabet, hvis man kører galt, forklarer Henrik Suhr.

Ritzau Fokus har forholdt Kanal 4 sagen, og her oplyser man, at man er klar til at klippe scenerne ud af programmet, der altså først skal vises på onsdag klokken 21.00.

- Det er klart, at det er uheldigt, hvis der er foregået en trafikforseelse. Vi undersøger sagen og får det fjernet hurtigst muligt, hvis der skulle have foregået noget i programmet, som ikke er i orden, siger kommunikationschef i Discovery Networks, Rasmus Mariegaard.

Programmet sendes hver onsdag klokken 21.00.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.