Hovedsponsor kvitter Superligaen fra 2015
NordicBet fortsætter ikke som hovedsponsor for Superligaen, når kontrakten udløber ved årets udgang.
NordicBet overtog Betsafes hovedsponsorat af Superligaen i begyndelsen af 2013.
NordicBet overtog Betsafes hovedsponsorat af Superligaen i begyndelsen af 2013. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Den danske Superliga i fodbold skal have ny hovedsponsor fra begyndelsen af 2015.

Den nuværende hovedsponsor, NordicBet, ønsker ikke at forlænge aftalen, når den nuværende kontrakt udløber ved årets udgang.

Det oplyser landedirektøren for Danmark i Betsson Group, der står bag NordicBet, til bold.dk.

- For NordicBets vedkommende er tiden kommet til, at vi strategisk sadler lidt om.

- Der er blevet lidt overcrowded i toppen af dansk fodbold med mange bettingselskaber, der har involveret sig i forskellige superligaklubber, og derfor vælger vi sponsormæssigt en lidt anden tilgang fra 2015 og de næste par år, siger Tony Brandenborg.

Dermed vil firmaet heller ikke komme i spil som navnesponsor for Danmarks bedste fodboldrække. Derimod overvejer NordicBet at forlænge aftalen som navnesponsor for den næstbedste række.

- Vi tygger stadig på 1. division. Jeg kan først og fremmest godt lide idéen med, at det er et navnesponsorat, og så er det jo i en anden prisklasse end Superligaen, siger Tony Brandenborg.

NordicBet overtog Betsafes hovedsponsorat af Superligaen i begyndelsen af 2013.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.