Hovedmistænkt for Nemtsov-drab trækker tilståelse tilbage
En tjetjener tilstod først at stå bag drab på russisk oppositionspolitiker, men nu hævder han at være uskyldig
Den hovedmistænkte, Saur Dadajev, ses her blive ført ind i et retslokale af maskerede politibetjente. Dadajev har trukket tilståelse tilståelse tilbage. Arkivfoto.
Den hovedmistænkte, Saur Dadajev, ses her blive ført ind i et retslokale af maskerede politibetjente. Dadajev har trukket tilståelse tilståelse tilbage. Arkivfoto. Foto: Ivan Sekretarev/AP


Manden, der er hovedmistænkt for at have skudt og dræbt den russiske Putin-kritiker Boris Nemtsov i slutningen af februar, tilstod i første omgang gerningen, men trækker nu sin tilståelse i sagen tilbage.

Det skriver CNN.

Den tidligere tjetjenske politimand Saur Dadajev sidder fængslet for oppositionspolitikerens død, men Dadajev siger onsdag, at han tilstod drabet under tvang. Han erklærer sig nu ikke skyldig.

Flere tjetjenere er anholdt og mistænkt i forbindelse med Nemtsov-sagen.

Tidligere onsdag kom det frem, at tre af mændene formentlig har været udsat for tortur i politiets varetægt.

Det oplyste lederen af Kremls menneskerettighedsråd, Andrej Babusjkin, der har besøgt tre af de fem mistænkte tjetjenere i det berygtede Lefortovo-fængsel.

Han konstaterede, at de havde adskillige sår og skader på kroppen.

Nemtsov blev skudt få hundrede meter fra Kreml 27. februar. Han er den mest prominente i en række af oppositionsfolk, der er blevet likvideret i Rusland.

Kritikere af præsident Vladimir Putins styre siger, at tortur-meldingen sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved retstilstanden i landet.

Saur Dadajev, der har "mange skader" på kroppen, er sammen med Sjagid Gubasjev formelt blevet tiltalt for drabet.

Til Babusjkin har Dadajev sagt, at han først erkendte sin skyld efter at have fået løfte om, at politiet ville løslade hans ven Rustam Jusupov, som blev anholdt på samme tid som han selv.

Babusjkin siger, at Jusupov i mellemtiden er forsvundet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.