Hovedaktør bag Muhammed-tegningerne stopper på Jyllands-Posten
Hovedpersonen bag trykningen af Muhammed-tegningerne, Flemming Rose, forlader Jyllands-Posten.
Arkivfoto - Flemming Rose forlader sin stilling som udlandsredaktør på Jyllands-Posten. /ritzau/ (Joachim Adrian/POLFOTO/arkiv)
Arkivfoto - Flemming Rose forlader sin stilling som udlandsredaktør på Jyllands-Posten. /ritzau/ (Joachim Adrian/POLFOTO/arkiv) Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Manden, der var en af hovedaktørerne bag Jyllands-Postens trykning af de kontroversielle Muhammed-tegninger i 2005, Flemming Rose, forlader sin stilling som udlandsredaktør på avisen.

Det skriver Mediawatch.

Afskeden kommer efter 16 år på avisen og altså på tiåret for Muhammed-tegningerne.

- Jeg har haft 16 fantastiske år på JP (Jyllands-Posten, red.) og er JP taknemmelig for de muligheder, jeg har haft som korrespondent og redaktør, men nu er tiden kommet til at skifte spor, skriver Flemming Rose i en mail - som Mediawatch refererer - til avisens medarbejdere.

- Jeg vil gerne bruge mere tid på at skrive bøger og deltage i den offentlige debat i Danmark og i udlandet, fortsætter han.

Jyllands-Posten har meget at takke Flemming Rose for, skriver chefredaktør Jørn Mikkelsen ifølge Mediawatch i samme mail til medarbejderne.

- Han har gennem alle 16 år ydet en enestående indsats. Først som Moskva-korrespondent i den helt tunge, internationale klasse.

- Siden, fra 2004, som højprofileret kulturredaktør - inkl. et enkelt, særligt iscenesat journalistisk stunt i 2005 - og fra 2010 som en lige så kompetent, intellektuelt og fagligt uovertruffen udlandsredaktør, skriver Jørn Mikkelsen.

Optrykningen af de 12 Muhammed-tegninger har afgørende flyttet debatten om ytringsfriheden og grænserne for samme. Og Flemming Rose har da også modtaget adskillige priser for sin rolle i debatten om ytringsfrihed, herunder Publicistprisen tidligere i år.

I mailen til medarbejderne løfter Flemming Rose noget af sløret for, hvad han fremover vil give sig i kast med:

- Den voksende mangfoldighed i Europa har sat friheden under pres, og det er mit indtryk, at det spørgsmål kommer til at dominere den europæiske dagsorden de næste årtier.

- Det er en helt afgørende debat, som vil bestemme Europas fremtid, og den vil jeg gerne bruge flere kræfter på, skriver han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.