Hov: Ældreplejen blev skåret mest med DF som støtteparti
Der blev skåret mere i ældreplejen i landets kommuner, da Dansk Folkeparti var støtteparti for VK-regeringen, end da Helle Thorning-Schmidt og SR-regeringen sad på magten, viser en gennemgang.
Dansk Folkeparti har som støtteparti for VK-regeringen været med til at skære gevaldigt ned i ældreplejen på trods af partiets prioritering af de ældre.
Dansk Folkeparti har som støtteparti for VK-regeringen været med til at skære gevaldigt ned i ældreplejen på trods af partiets prioritering af de ældre. Foto: Scanpix


Ældreplejen i landets kommuner blev beskåret kraftigere under VK-regeringen, hvor Dansk Folkeparti var støtteparti, end da Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister for SR-regeringen, hvor DF stod uden for magten. Eller sagt mere præcist: Kommunernes udgifter per borger over 65 år faldt med 11,8 procent fra 2008 til 2011 og 9,2 procent fra 2012 til 2015. Det viser en gennemgang, Politiken Research har lavet.

"Vi kan se en ganske betydelig nedskæring i udgifterne til de ældre fra 2008, og det er sket, samtidig med at der er kommet flere ældre", siger Tine Rostgaard, der er professor i ældrepleje på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, til Politiken.

Det slår endnu et skår i Dansk Folkepartis fortælling om, at partiet prioriterer de ældste danskere.
Politiken kunne i går fortælle, at DF's byrådsmedlemmer i 57 af 66 kommuner har været med til at stemme for, at udgifterne per ældre er blevet beskåret.

Politiken ville gerne have interviewet DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, eller Peter Skaarup, men de holder begge ferie. I stedet forsvarer René Christensen, der er finansordfører i DF, nedskæringerne. Og han giver finanskrisen og kommunesammenlægningen i 2007 ansvaret.

"Vi kom fra en tid, hvor der var rigeligt med penge, og hvor der blevet givet med lidt løs hånd ude i kommunerne. Og med et hug bremsede hele verden hårdt op, og nu er vi så på et mere normalt leje. Kommunerne forventede jo også at spare penge ved kommunesammenlægningerne", siger René Christensen.

Tine Rostgaard, der forsker i ældrepleje, forklarer, at en af årsagerne til, at udgifterne til ældreområdet er faldet drastisk siden 2008, er, at mange kommuner har trænet deres ældre til at være selvhjulpne.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.