Hov! 3.000 ekstra pædagoger blev til 3.092 færre
Socialminister Manu Sareen (R) hæfter sig ved, at antallet af børn i daginstitutionerne samtidig er faldet med godt 11.000.
Selv om regeringen allerede i 2011 besluttede at afsætte 500 millioner kroner til kvalitetsforbedringer i daginstitutionerne hvert år, havde pengene to år senere stadigvæk ikke givet flere pædagoger.
Selv om regeringen allerede i 2011 besluttede at afsætte 500 millioner kroner til kvalitetsforbedringer i daginstitutionerne hvert år, havde pengene to år senere stadigvæk ikke givet flere pædagoger. Preben Madsen/Scanpix


Der var 3.092 færre voksne - 'beregnet antal fuldtidsansatte' - til at hjælpe med flyverdragterne og sætte plaster på børneknæene i landets daginstitutioner i 2013, end da S-R-SF-regeringen trådte til i 2011.

Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, skriver Politiken Søndag.

Det på trods af at den daværende radikale leder, Margrethe Vestager, kort inden folketingsvalget i 2011 annoncerede, at der skulle ansættes 3.000 flere pædagoger i landets vuggestuer og børnehaver. Samtidig skulle det højeste antal børn per voksen være 3,2 i vuggestuer og 6,3 i børnehaver.

Regeringen er i disse dage ved at lægge sidste hånd på et børneudspil, som ifølge Politikens oplysninger gerne skal være så ambitiøst, at det kan imødegå den kritik, som allerede på forhånd har været rejst. Det koster penge og har derfor trukket ud, men udspillet menes nu at kunne offentliggøres inden for de kommende uger.

Ser man på de håndfaste resultater af regeringsperioden, er antallet af fuldtidsansatte pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledere i daginstitutionerne faldet til fra 70.208 i 2011 til 67.188 i 2013, skriver Politiken.

Selv om regeringen allerede i 2011 besluttede at afsætte 500 millioner kroner til kvalitetsforbedringer i daginstitutionerne hvert år, havde pengene to år senere stadigvæk ikke givet flere pædagoger. Tværtimod var tallet altså faldet.

Siden er der på finansloven for 2015 afsat yderligere 250 millioner kroner, denne gang øremærket pædagogisk personale. Antallet af ansatte i daginstitutionerne i 2014 er endnu ikke opgjort, men ifølge Finansministeriet skulle den millionindsprøjtning gøre det muligt at ansætte godt 600 ekstra pædagoger.

Selv hvis effekten er som beregnet, er der langt til Margrethe Vestagers mål om de 3.000 flere pædagoger.

Socialminister Manu Sareen (R) hæfter sig dog ved, at antallet af børn i daginstitutionerne samtidig er faldet med godt 11.000.

- Med de 750 millioner, vi har afsat hvert evig eneste år, er vi er faktisk ved at være oppe på de tal, som Margrethe var ude med, siger Manu Sareen, der mener, at det er vigtigere at se på normeringerne end på løftet om de 3.000 ekstra pædagoger.

- Du er nødt til at se, hvor mange voksne der er per barn. I dag er der 3,5 børn per voksen i vuggestuen og 6,7 børn per voksen i børnehaven, så vi er faktisk meget tæt på, siger han til Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.