House of Cards-stjerne måtte lyve om sin død
Skuespilleren Michael Kelly fik sin sag for, da det ikke måtte blive afsløret, om hans karakter var med i den tredje sæson af hitserien.
Michael Kelly fik sin sag for, da han skulle holde det hemmeligt, om han var med i tredje sæson.
Michael Kelly fik sin sag for, da han skulle holde det hemmeligt, om han var med i tredje sæson. Foto: Melinda Sue Gordon/AP


I over et år måtte skuespilleren Michael Kelly holde på hemmeligheden om, at han var med i tredje sæson af den voldsomt populære Netflix-serie House of Cards.

Hans rolle, Doug Stamper, blev brutalt overfaldet i sidste episode af anden sæson, og det skulle derfor være en overraskelse for seerne, om han havde overlevet.

Men for skuespilleren, der i serien spiller den amerikanske præsident Francis Underwoods assistent, var det pinefuldt at skulle holde det hemmeligt.

- Det var virkelig, virkelig svært. De eneste, der vidste, at jeg skulle optage tredje sæson, var min mor, far og et par venner, fortæller Michael Kelly.

- Det var hårdt, for jeg er ikke en person, der lyver, og jeg er virkelig dårlig til det. Og at skulle kigge folk i øjnene og lyve for dem i et år, det var ikke nemt, siger skuespilleren.

Da anden sæson sluttede, var folk meget nysgerrige for at vide, om Doug Stamper virkelig var død, og spørgsmålene haglede ind over Michael Kelly.

- Jeg var i de italienske alper for at optage en film, og så begyndte det bare at vælte ind med emails. Selv min manager sagde, da han havde set afsnittet "Du ser altså virkelig død ud", fortæller Michael Kelly, der også selv nåede at blive lidt nervøs for, om seriens forfattere havde bestemt sig for at skrive ham ud af serien, inden han fik fornyet sin kontrakt til den tredje sæson.

Der var dog bare tale om en cliffhanger af kaliber.

- De reaktioner, jeg har fået efterfølgende har været gode. Det virker, som om, at folk er glade for, at Doug er i live, siger Michael Kelly.

I tredje sæson af House of Cards er danske Lars Mikkelsen også på rollelisten som den lunefulde russiske præsident, Viktor Petrov. Sæsonen havde premiere på Netflix fredag den 27. februar.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.