Pilou Asbæk, Sidse Babett Knudsen og Birgitte Hjort Sørensen er bare nogle af de danske navne, udlandet har skullet øve sig på, og de næste kan meget vel være Natalie Madueño og Esben Smed.
Det mener i hvert fald komiteen, der uddeler Lauritzen Fondens priser.
I år går deres "Believe in You"-priser således til de to skuespillere, som danskerne blandt andet kender fra DR-serien "Bedrag". Priserne går til talenter, som komiteen mener udviser stort internationalt potentiale, lyder det i en pressemeddelelse.
Esben Smed spiller i "Bedrag" rollen som Nicky, og danskerne vil også kunne kende ham fra rollen som selveste John Faxe Jensen i "Sommeren '92".
Natalie Madueño kan ud over sin rolle i Bedrag, hvis anden sæson har premiere på søndag, også ses i filmen "Swinger", hvor hun spiller overfor blandt andet Martin Buch og Rasmus Botoft.
Priserne bliver overrakt til de to skuespillere på søndag, hvor det også afsløres, hvilke skuespillere, der i år er hovedprismodtagere. Mens Esben Smed og Natalie Madueño hver får 20.000 kroner sammen med æren, får hovedprismodtagerne 250.000 kroner hver.
Lauritzen-prisen går på tværs af scenekunsten, film og tv-dramatik. Den tildeles hvert år en mandlig og en kvindelig skuespiller, der har markeret sig med unikke skuespillerpræstationer enten på teatret, på film, i radiodrama eller i tv-serier.
Lauritzen-prisen er blevet uddelt hvert år siden 1993. Inden da uddelte Lauritzen Fonden Henkel-prisen, der blev givet til kvindelige skuespillere fra 1965 til 1993.
/ritzau/FOKUS