Rengøringsassistenter og ansatte i industri- og transportbranchen er i høj risiko for at forlade arbejdsmarkedet, før de når pensionsalderen. Det slår en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) fast.
Men hos landets største rengøringsvirksomhed ISS arbejder man målrettet på at forhindre, at koncernens rengøringsassistenter slides ned før tid.
- Vi gør meget for at passe på vores ansatte på alle leder og kanter, fastslår HSE-chef hos ISS Trine Faber Velling.
Hun fortæller, at rengøringspersonalet bliver guidet i alt fra at vride karkluden på den mest skånsomme måde til, hvordan de skal bevæge sig rundt i rummet, så de tager tager færre skridt.
Godt for forretningen
- Ergonomien er dybt integreret i planlægningen af arbejdet. Helt ned til mindste detalje er der tænkt over, hvordan man nedslider mindst. Og medarbejderne bliver jævnligt mindet om at bruge redskaberne rigtigt, siger Trine Faber Velling.
Hun fortæller, at de ansatte har et bælte med poser og klude spændt på, så når de skal gøre rent på toilettet, ikke behøver at gå ud til rengøringsvognen efter poser og klude.
Og de mange ressourcer ISS bruger på at skåne medarbejderne, kan mærkes på bundlinjen.
- Hvis vores medarbejdere ikke er glade og tilfredse, ses det i leverancen til kunderne. Det går ud over servicen, fortæller Trine Faber Velling.