Horsens-træner: Vi skabte intet mod FC Nordsjælland
Ifølge Bo Henriksen lykkedes den defensive plan i 0-0-kampen med Nordsjælland, mens offensiven halter efter.
Bo Henriksen og Horsens ligger fortsat til tage en plads i mesterskabsslutspillet.
Bo Henriksen og Horsens ligger fortsat til tage en plads i mesterskabsslutspillet. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix


AC Horsens spillede onsdag aften 0-0 hjemme mod FC Nordsjælland i Alka Superligaen. Kampen var et chancefattigt opgør, hvor defensiven blev særlig vigtig for hjemmeholdet.

Cheftræner for Horsens, Bo Henriksen, var særligt tilfreds med defensiven, mens offensiven manglede en del.

- Vi spillede ikke nogen god kamp, men defensivt stod vi rigtig stærkt, og det var vores plan A. Så havde vi håbet at være bedre med bolden, men vi satte jo ikke 3-4 afleveringer sammen i første halvleg. Det blev lidt bedre i anden halvleg.

- Vi kom dog ikke rigtig frem til noget. Vi havde stort set ikke et skud på mål, og det er, fordi vi ikke fik sat vores offensiv op.

- Vi er rigtig dygtige til det, vi skal, nemlig at stå stærkt defensivt. Så skal vi blive bedre i offensiven, hvor vi stadig mangler lidt, men det arbejder vi på, siger Bo Henriksen.

Dødboldene plejer, at være et stærkt våben for Horsens, men i onsdagens kamp kneb det med skarpheden, og det ærgrer Bo Henriksen.

- Før kampen ville jeg have været tilfreds, hvis vi havde fået ti hjørnespark og 18 indkast, men vi vinder jo ikke en bold. De står rigtig stærkt defensivt og header alle bolde væk, siger Horsens-træneren.

På trods af den tamme offensiv som Horsens viste, er Bo Henriksen stadig godt tilfreds med det ene point.

- Vi tager det ene point, og det er vi tilfredse med. Vi ved godt, at FC Nordsjælland ikke har fået den bedste start, men det er stadig et godt mandskab, så vi er glade for det ene point, siger han.

Horsens skal på søndag spille mod FC Midtjylland i Herning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.