Hongkongs politi affyrer tåregas mod folkemængde 87 gange
Politiet i Hongkong har trukket sig væk fra områder, der har dannet ramme til omfattende protester.
Natten til mandag skød Hongkongs politi 87 tåregasgranater mod demonstranterne.
Natten til mandag skød Hongkongs politi 87 tåregasgranater mod demonstranterne. Foto: Wally Santana/AP


I forbindelse med de omfattende protester i Hongkong har politiet affyret 87 tåregasgranater mod demonstranterne i løbet af natten til mandag.

Det oplyser politiet under en pressekonference, oplyser blandt andre BBC.

Angiveligt er der stadig tusindvis af demonstranter på gaden i Hongkong, men politiet skal have trukket deres betjente ud af de berørte områder.

- Da borgere på gaderne er faldet til ro, er uropolitiet blevet trukket tilbage, skriver Hongkongs myndigheder i en erklæring.

Her opfordrer politiet samtidig demonstranterne til at søge væk fra områderne, men opfordringen har tilsyneladende ingen effekt, da adskillige mennesker stadig befinder sig i de berørte områder.

Mindst 41 personer er ifølge CNN kommet til skade under massedemonstrationerne, hvor politiet bruger tåregas og peberspray i sammenstød med de tusindvis af primært unge aktivister, som er utilfredse med, at de kinesiske myndigheder ikke tillader frie valg.

Protesterne i Hongkong begyndte for en uge siden og skyldes utilfredshed med, at styret i Beijing i august bestemte, at kandidater til valget i Hongkong i 2017 skal godkendes af en komité i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Det britiske udenrigsministerium siger mandag, at man er bekymret for situationen i Hongkong, hvor urolighederne betegnes som de værste siden 1997, da Kina fik Hongkong tilbage fra Storbritannien.

- Det er Storbritanniens mangeårige position som medunderskriver af den kinesisk-britiske erklæring, at Hongkongs velstand og sikkerhed skal understøttes af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der inkluderer retten til at demonstrere, hedder det i erklæringen.

Demonstranter, der organiserer protesterne, siger, at op mod 80.000 mennesker har været på gaderne, siden protesterne blussede op i fredags.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.