Diskrimination, skældsord og overfald på grund af seksualitet rammer ikke kun bøsser, lesbiske og biseksuelle. Også transseksuelle og transvestitter – de såkaldte transpersoner – er udsatte, mener Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL).
Fælles vagthund
Foreningen, der i år fylder 60 år, besluttede derfor på weekendens landsmøde, at den også vil kæmpe for transpersonerne og optage disse som medlemmer i foreningen.
»Det giver god mening også at tale transpersonernes sag. Især i forhold til hatecrimes og lovgivning om antidiskrimination. Der er en masse overlap og et behov for en fælles vagthund. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet for transpersonerne,« siger nyvalgt landsformand i LBL Kristoffer Petterson.
Men formand i Patientforeningen for Transseksuelle (PFT) Sophie Frederikke Schröder kan ikke se, hvad transseksuelle og homoseksuelle har til fælles.
Faldende medlemstal
»Jeg kan slet ikke se, at vi har nogen fælles berøringspunkter. Transseksualitet har ikke har noget med seksuel identitet at gøre. Vi er bare mennesker, der er fanget i en forkert krop,« siger Sophie Frederikke Schröder.
Hun ser i højere grad LBL s udmelding som et udtryk for desperation over foreningens dårlige økonomi og faldende medlemstal.
Samme holdning har formand for Trans Danmark Karin Astrup.
»LBL har jo i mange år afvist at inkludere transpersoner, så uden at skyde dem noget i skoene, kan man jo ikke undgå at se på beslutningen ud fra deres dårlige økonomiske situation. Men vi har da ikke noget imod det. Jo flere, der kæmper vores sag, jo bedre,« siger hun.