Hollywood-superpar afslører: Vi har vores problemer
Skuespillerinden Angelina Jolie fortæller sin kommende film, hvor gemalen, Brad Pitt, også medvirker.
Angelina Jolie instruerer også Pitt i de frække scener i parrets kommende film "By the Sea".
Angelina Jolie instruerer også Pitt i de frække scener i parrets kommende film "By the Sea". Foto: Jordan Strauss/JORDAN STRAUSS/INVISION/AP


Hele verden så med, da Brad Pitt og Angelina Jolie forelskede sig i hinanden efter at have spillet sammen i filmen "Mr. & Mrs. Smith" i 2005.

Pitt blev skilt fra "Venner"-stjernen Jennifer Aniston, og blot en måned efter separationen blev skuespilleren set med Jolie.

Parret faldt pladask for hinanden, og 10 år efter den skæbnesvangre film vender de tilbage til filmlærredet, når 70'er dramaet "By the Sea" får premiere senere på efteråret.

Filmen handler om et par, som forsøger at redde stumperne af deres smuldrende ægteskab, men filmplottet er heldigvis langt fra virkeligheden.

- Brad og jeg har vores problemer, men hvis karaktererne mindede bare en smule om os, ville vi ikke have kunnet lave filmen. Den er ikke selvbiografisk, fortæller den 40-årige filmskaber og skuespillerinde i novemberudgaven af Vogue.

- Det er den eneste film, jeg har lavet, som er baseret fuldstændig på mine egne vanvittige tanker. Instruktøren var fokuseret, skuespillerinden var ustabil, og manuskriptforfatteren var forvirret, joker den Oscar-vindende "Girl, Interrupted"-diva, der selv har produceret alt ved filmen.

Modsat de roller, Pitt og Jolie spiller i filmen, er parret stadig stormende forelskede i hinanden og giftede sig sidste år efter ni års forhold kort efter, skuespillerinden fik endnu en kræftforebyggende operation.

- Mit hovedfokus er vores børn, som jeg forsøger at guide og beskytte så godt som muligt. Min egen mor og bedstemor var døende i 40-års alderen, så jeg kan ikke vente med at fylde 50 og vide, jeg har klaret det hele, siger Jolie om Maddox på 14 år, 11-årige Pax, tiårige Zahara, niårige Shiloh og tvillingerne Knox og Vivienne på syv år.

"By the Sea" får dansk premiere 19. november.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.