Hollywood-stjerne i hemmeligt møde med narkobaron
Hollywood-stjernen Sean Penn interviewede i al hemmelighed mexicansk narkoboss i oktober sidste år.
Mexicanske soldater fører Joaquin "Chapo" Guzman mod en helikopter, der transporterede den berygtede narkobaron til et topsikret fængsel efter måneder på flugt.
Mexicanske soldater fører Joaquin "Chapo" Guzman mod en helikopter, der transporterede den berygtede narkobaron til et topsikret fængsel efter måneder på flugt. Foto: Eduardo Verdugo/AP


Et hemmeligt møde i et hus i junglen sidste år mellem Hollywood-stjernen Sean Penn og den mexicanske kartelboss Joaquin "El Chapo" Guzman, var med til at bringe de mexicanske myndigheder på sporet efter verdens mest eftersøgte narkotikabaron.

Guzman, der leder det berygtede Sinaloa narkotikakartel, blev anholdt i det nordvestlige Mexico fredag efter flere måneder på fri fod. Han er blevet sendt tilbage til et topsikret fængsel, som han flygtede fra i juli sidste år.

Penn siger til magasinet Rolling Stones, som har bragt hans interview med Guzman, at han fik adgang til et interview med narkobaronen med hjælp fra den mexicanske skuespiller Kate del Castillo.

De blev transporteret ud til mødestedet af Guzmans søn - blandt andet i et mindre fly, som angiveligt kunne undgå radarer.

Hollywoodstjernens syv timer lange møde med Guzman kom i stand, fordi mexicaneren var interesseret i at lave en film om sit liv.

Penn siger i sin artikel, at han var sikker på, at både Mexicos regering og USA's narkotikapoliti overvågede ham i forbindelse med mødet.

To højtstående kilder i den mexicanske regering bekræfter over for Reuters, at regeringen virkelig havde kendskab til mødet, som fandt sted i oktober.

Det betød, at de få dage senere kunne spore Guzman på den ranch, hvor han opholdt sig.

- Ranchen blev belejret og angrebet med helikoptere, men det lykkedes Guzman at flygte. Men det var et gennembrud i jagten på Guzman, siger en af de anonyme kilder til Reuters.

I den syv timer lange samtale med Penn sagde Guzman, at han "leverer mere heroin, methamfetamin, kokain og marihuana end nogen anden i verden".

- Jeg har en flåde af undervandsbåde, fly, lastvogne og både, siger mexicaneren.

Sean Penn fortæller, at han og Guzman var omringet af "30 til 35" bevæbnede vagter. På en mark i nærheden befandt der sig yderligere omkring 100 bevæbnede personer.

Guzman, som i det nordlige Mexico opfattes som lidt af en Robin Hood-skikkelse til trods for narkokartellernes ekstreme vold, blev pågrebet fredag efter en skudepisode med mexicanske marinesoldater i kystbyen Los Mochi.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.