Hollywood-darling: Alderdom er en lettelse
Den amerikanske skuespillerinde Drew Barrymore bryder Hollywoods normer og glæder sig ligefrem til at fylde 40 år til februar næste år.
Den amerikanske skuespillerinde og mor til to, Drew Barrymore, er en af de få i Hollywood, der ser det at runde 40 år som lidt af en sejr.
Den amerikanske skuespillerinde og mor til to, Drew Barrymore, er en af de få i Hollywood, der ser det at runde 40 år som lidt af en sejr. Foto: Chris Pizzello/CHRIS PIZZELLO/INVISION/AP


Der er ikke mange borgere, slet ikke de kvindelige, i glimmerbyen Hollywood, der vil sige, at de ser frem til at blive ældre. For med alderdommen kommer tyngdekraftens stærke påvirkning af kroppen - og dermed også en stadig sværere kamp for de attraktive filmroller.

Men som i så mange andre tilfælde er skuespillerinden Drew Barrymore en normbryder. I et nyt interview med People Magazine afslører hun nemlig, at hun rent faktisk glæder sig til at runde det skarpe hjørne i februar 2015. Det skriver Female First.

- Når jeg fylder 40 den 22. februar, så kommer jeg til at udbryde et enormt suk af lettelse. Jeg er virkelig glad for at være her. Man arbejder så hårdt på at nå hertil, og det er bare fantastisk, siger skuespillerinden.

Og at arbejdet har været hårdt for Barrymore, er der efterhånden ingen tvivl om. Siden sin gennembrudsrolle som pigen Gertie i Steven Spielbergs nyklassiker "E.T." fra 1982 har hun været en af Hollywoods mest eftertragtede børne- og voksenskuespillerinder.

Drew Barrymore er mor til døtrene Olivia og Frankie på henholdsvis 2 år og et halvt år, som hun begge har med ægtemanden, kunstkonsulent Will Kopelman.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.