Hollandsk veteran er tvivlsom til Vuelta efter påkørsel
Laurens Ten Dam er tvivlsom til Vuelta a España efter at være blevet påkørt under en træningstur onsdag.
Laurens ten Dam på vej op ad en stigning i årets Tour de France.
Laurens ten Dam på vej op ad en stigning i årets Tour de France. Foto: Laurent Cipriani/AP


Den hollandske klassementrytter Laurens Ten Dam (LottoNL) kan blive tvunget til at trække sig fra Vuelta a España, der starter 22. august.

På en træningstur onsdag morgen blev Ten Dam påkørt af en bil, der angiveligt kørte omkring 80 kilometer i timen.

Den 33-årige hollænder fik skader på ryg og arme, og ifølge et tweet fra ham selv onsdag var han på vej til hospitalet i Maastricht for at blive undersøgt.

Og styrtet kommer på det værst tænkelige tidspunkt.

- Det er aldrig godt at blive ramt af en bil, men timingen kunne ikke have været værre, da jeg virkelig så frem mod sidste del af sæsonen og i særdeleshed Vueltaen, siger Laurens Ten Dam til cyclingnews.com.

- Det er stadig for tidligt at sige, hvilken betydning skaderne får for resten af min sæson, men som altid forsøger jeg at kæmpe mig tilbage.

Ten Dam har kørt top-10-placeringer hjem i både Tour de France og Vuelta a España tidligere.

I årets Tour de France var han impliceret i det styrt på 3. etape, som endte med at koste Fabian Cancellara i den gule trøje den videre deltagelse. Ten Dam fuldførte dog løbet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.