Hollandsk temporytter genvinder Tour of Qatar
Niki Terpstra forsvarede førertrøjen hjem på sidste etape og vandt for andet år i træk Tour of Qatar.
Niki Terpstra vandt for andet år i træk Tour of Qatar. Arkivfoto.
Niki Terpstra vandt for andet år i træk Tour of Qatar. Arkivfoto. Foto: Thibault Camus/AP


Den hollandske temporytter Niki Terpstra (Etixx-Quick-Step) genvandt fredag Tour of Qatar.

Den 30-årige vinder måtte på fredagens sjette og sidste etape slide hårdt for at holde de nærmeste forfølgere Maciej Bodnar (Tinkoff-Saxo) og Alexander Kristoff (Katusha) bag sig i den samlede stilling.

Især Kristoff virkede som en alvorlig trussel med sine tre etapesejre, men det var umuligt for nordmanden at hente 11 sekunder på Terpstra. Den norske sprinter fik kun halet to sekunder ind på hollænderen.

Selv om Maciej Bodnar blot havde seks sekunder op, så lykkedes det ikke polakken at ændre på stillingen.

Niki Terpstra grundlagde den samlede sejr, da han slog et stort hul til konkurrenterne ved at vinde en enkeltstart midtvejs på løbets tredjedag.

Fredagens etape blev afgjort i en massespurt, hvor irske Sam Bennett (Bora Argon 18) tog sejren. Bjarne Riis nye stjernerytter hos Tinkoff-Saxo, slovakken Peter Sagan, blev nummer fire på etapen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.