Hollandsk regering vil forbyde burkaer i offentlige rum
Det kommer til at koste 400 euro i bøde, hvis man bærer burka i Holland, lyder forslag fra regeringen.
Burkaer skal være forbudt i det offentlige rum i Holland, mener landets regering, som vil straffe personer, som bærer dragten med bøder på 400 euro.
Burkaer skal være forbudt i det offentlige rum i Holland, mener landets regering, som vil straffe personer, som bærer dragten med bøder på 400 euro. Foto: www.colourbox.com/free


Hollands regering har godkendt et lovforslag, der forbyder brugen af burkaer i det offentlige rum, herunder skoler, hospitaler og regeringsbygninger.

Loven skal først igennem parlamentets to forsamlinger, og den vil medføre, at kvinder, som bærer det heldækkende kostume offentligt, idømmes en bøde på 400 euro, svarende til 2977 danske kroner.

Den hollandske indenrigsminister, Roland Plasterk, mener ikke, at forbuddet krænker religionsfriheden i landet.

Han siger om lovforslaget, at "folk er nødt til at kunne se hinanden i øjnene i skolerne."

Dele af oppositionen har kritiseret forslaget, som er vedtaget af regeringskoalitionen mellem Folkets Frihedsparti og Arbejderpartiet.

Ifølge regeringens skøn benytter omkring 150 hollandske kvinder burka.

Sidste sommer afviste Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en klage over en fransk lov, der forbyder folk at dække deres ansigter i det offentlige rum.

Det centrale i afgørelsen var, at den franske lovgivning ikke retter sig mod bestemte religioner, men i stedet er motiveret af hensynet til social samhørighed og uforstyrret interaktion mellem mennesker.

Dengang konstaterede retseksperter, at det ikke ville gå med et direkte forbud mod burkaer i det offentlige rum.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.