Hollandsk landstræner nægter at trække sig efter fiasko
Hollands EM-kvalifikation endte i orange tårer mod Tjekkiet, men landstræner Danny Blind nægter at trække sig.
Danny Blind og Holland kommer ikke med til EM i Frankrig næste sommer.
Danny Blind og Holland kommer ikke med til EM i Frankrig næste sommer. Foto: Peter Dejong/AP


Intet ville lykkes for Holland i EM-kvalifikationen, hvor VM-bronzevinderne endte på fjerdepladsen i gruppe A og misser EM for første gang siden 1984.

Landstræner Danny Blind nægter dog at trække sig fra jobbet, som han først overtog fra Guus Hiddink i juli.

- Jeg har ingen intentioner om at træde tilbage. Jeg vil fortsætte med mit arbejde, fordi jeg er på kontrakt indtil 2018, og jeg tror på det her hold, siger Danny Blind ifølge AFP efter tirsdagens nederlag på 2-3 mod Tjekkiet i Amsterdam.

Mens hollænderne skal følge EM i Frankrig fra sofaen, har Tjekkiet, Island og Tyrkiet, som er bedste treer, indløst direkte billet til turneringen fra gruppe A. Danny Blind er dog ikke klar til at svare på, om den mislykkede kvalifikation er hans skyld alene.

- Jeg har ikke nået mit mål. Målet var at kvalificere os automatisk eller via playoff.

- Det har jeg ikke formået. Er det min skyld? Det må jeg analysere på nu. Resultaterne var ikke gode. Jeg vandt kun én kamp, siger den hollandske landstræner, som har stået i spidsen for holdet i fire kampe.

Den seneste slutrunde, som Holland missede, var VM i 2002 i Japan og Sydkorea.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.