Hollandsk kødgrossist dømt for kødsvindel
En hollandsk kødgrossist er dømt til to og et halvt års fængsel for af sælge hestekød som oksekød.
En hollandsk kødgrossist er dømt for at have solgt hestekød som oksekød.
En hollandsk kødgrossist er dømt for at have solgt hestekød som oksekød. Foto: JACOB WAAGE/POLFOTO


En hollandsk domstol idømte tirsdag en kødgrossist to og et halvt års fængsel for snyd med hestekød, som han solgte som oksekød under Europas store kødskandale i 2013.

- Som chef for to selskaber er Willy Selten skyldig i at svindle med dokumenter og mærkater og at anvende disse under handler med hestekød, hedder det i dommen, som blev afsagt ved en domstol i Den Bosch.

Willy Selten har også solgt hestekød til det danske marked, hvor det blev trukket tilbage af Metro og Superbest.

Selten blev anholdt for mistanke om, at han havde solgt 300 ton hestekød under mærkater som oksekød.

Hollænderen blev anholdt som led i en større efterforskning i store dele af Europa.

Willy Seltens virksomhed forsikrede i 2013, at den kun sælger oksekød. Under retssagen afviste kødgrossisten, at hans virksomhed med overlæg skulle have solgt hestekød som oksekød.

Men han indrømmede, at problemer med lagerplads havde ført til fejl og misforståelser.

Selten blev anholdt i maj 2013, og hans virksomhed blev ransaget af politi og af landets forbrugertilsyn. Under ransagningerne blev der fundet snesevis af eksempler på, at hestekød var forsynet med mærkater, hvor der stod "100 procent oksekød."

Selten, som er midt i 40'erne, var frem til retssagen en velhavende og succesfuld forretningsmand, der sammen med sin familie levede med en "aristokratisk velstand."

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.