Hollande: Vi indsætter skib mod islamister
Den franske præsident fortæller besætning på hangarskib, at de skal deltage i kampen mod Islamisk Stat.
Frankrigs præsident offentliggjorde onsdag, at Frankrig indsætter hangarskib i kampen mod Islamisk Stat.
Frankrigs præsident offentliggjorde onsdag, at Frankrig indsætter hangarskib i kampen mod Islamisk Stat. Foto: Francois Mori/AP


Frankrig vil indsætte hangarskibet Charles de Gaulle i operationer mod Islamisk Stat i Irak.

Det fortæller præsident François Hollande i en tale til besætningen om bord på hangarskibet.

- Takket være Charles de Gaulle vil vi få efterretninger, og vi kan også udføre operationer i Irak, siger han.

- Hangarskibet vil arbejde i tæt samarbejde med koalitionsstyrkerne, lover Hollande.

Charles de Gaulle er Frankrigs vigtigste flådefartøj, og beslutningen om at indsætte det i kampen mod Islamisk Stat i Irak kommer, efter den franske regering har lovet at intensivere kampen mod militante islamister.

Anledningen er militante islamisters nedskydning af 17 personer i Paris i sidste uge.

Hollande besøgte onsdag hangarskibet, mens det sejlede ud for den sydfranske kyst. Skibet er på vej til Det Indiske Ocean.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.