Hollande støder på intern modstand
Oprørere i det regerende socialistiske parti vil blive ekskluderet, hvis de går imod skelsættende reform.
Frankrigs præsident François Hollande møder splittelse i sit regeringsparti efter reformpakke.
Frankrigs præsident François Hollande møder splittelse i sit regeringsparti efter reformpakke. Foto: Jean-Christophe Bott/AP


Frankrigs regerende socialister truer med at ekskludere medlemmer, hvis de torsdag stemmer for et mistillidsvotum vendt mod regeringen. Advarslerne tyder på voksende splittelse i præsident Francois Hollandes regeringsparti.

Oppositionen forsøger at få en mistillidsafstemning på plads, efter at den socialistiske premierminister, Manuel Valls, anvendte et dekret for at få en vigtig økonomisk reformpakke gennem parlamentet på grund af modstand blandt hans egne partifæller.

Reformpakken indebærer blandt andet en udvidelse af butikkernes åbningstider og en afbureaukratisering af flere sektorer, hvormed der skal banes vej for mere økonomisk vækst.

Men den har udløst et oprør hos en række socialistiske medlemmer af parlamentet, som siger, at "socialistiske værdier bliver forrådt."

- Enhver, der støtter oppositionen ved denne afstemning, hører ikke længere hjemme i Socialistpartiet, siger talsmanden Stephane Le Foll, som selv har en høj placering i partiets ledelse, og som er tæt på Hollande.

I et interview med radiostationen Europe 1 understreger han dog, at han venter at se oppositionen lide nederlag ved afstemningen.

Flere af de oprørske socialistiske medlemmer af Nationalforsamlingen sagde tirsdag, at de ikke ville stemme sammen med de konservative, hvorved det synes sandsynligt, at regeringspartiet kan få flertal.

Også tirsdag blev dekretet anvendt for at undgå, at socialisterne kom i mindretal ved behandlingen af lovpakken. Anvendelsen af dekretet er en sjældenhed, som senest har været i brug i 2006.

Økonomiminister Emmanuel Macron siger, at regeringen kan ty til dekret en gang mere, hvis der er usikkerhed om opbakningen til reformpakken.

Pakken har blandt andet til formål at få EU-Kommissionen til at give Frankrig mere tid til at få rettet økonomien op, så den ikke er i modstrid med EU's regler.

Lovpakken vil give flere butikker lov til at holde åbent om søndagen og om aftenen, ligesom den giver arbejdsgivere mulighed for at afskedige ansatte hurtigere og lettere, hvilket også vil gøre det lettere for dem at ansætte.

Desuden vil der blive åbnet op for mere konkurrence på en del områder.

Meningsmålinger tyder på, at 60 procent af vælgerne støtter reformerne.

/ritzau/Reuters


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.