Frankrigs præsident, François Hollande, skal onsdag tale med USA's præsident, Barack Obama, om de seneste afsløringer af amerikansk aflytning af blandt andet Hollandes telefon, siger den forhenværende franske premierminister Jean-Pierre Raffarin.
- En samtale med USA's præsident er planlagt i de kommende timer, siger Raffarin, som sammen med en række andre parlamentarikere har drøftet krisen med Hollande.
- USA må gøre alt, hvad der står i dets magt for at rette op på vores relationer, efter rapporterne om at det udspionerede præsident Hollande og to af hans forgængere, siger den tidligere franske premierminister.
Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, har kaldt den amerikanske ambassadør i Frankrig til møde for at afkræve hende svar på amerikanernes aflytning af blandt andre den franske præsident.
En kilde i ministeriet siger til nyhedsbureauet AFP, at ambassadøren, Jane Hartley, er indkaldt til møde onsdag på Quai d'Orsay.
Hun ventes at skulle forklare, hvad efterretningstjenesten NSA har haft gang i, da man aflyttede telefoner tilhørende præsidenten, ministre og den franske ambassadør i USA.
Afsløringen kom frem tirsdag, da blandt andre den franske avis Liberation bragte "tophemmelige" dokumenter, som er lækket gennem whistleblowernetværket WikiLeaks.
Det Hvide Hus siger, at man ikke aflytter præsident Francois Hollandes telefon. Men samtidig fremgår det, at man ikke vil kommentere, hvad man eventuelt har gjort før i tiden.
Dokumenterne omhandler aflytning, der har stået på i perioden 2006-2012.
Dokumenterne indeholder blandt andet referater af samtaler om finanskrisen, den græske gældskrise og forholdet mellem præsident Hollandes regering og Tysklands regering under forbundskansler Angela Merkel.
/ritzau/AFP