Hollænder løber sig til VM-guld i hurtigste tid i 17 år
Den hollandske sprinter Dafne Schippers vandt fredag VM-guld på 200 meter-distancen. Tiden var imponerende.
Dafne Schippers jubler over VM-guld på 200 meter.
Dafne Schippers jubler over VM-guld på 200 meter. Foto: Mark Schiefelbein/AP


De jamaicanske sprintere Elaine Thompson og Veronica Campbell-Brown måtte tage til takke med sølv og bronze, da kvinderne fredag løb VM-finale på 200 meter-distancen.

Forrest af alle var hollandske Dafne Schippers, der krydsede målstregen i tiden 21,63 sekunder, hvilket var den hurtigste tid i verden i 17 år.

Dermed fik den tidligere syvkæmper revanche fra finalen på den halve distance tidligere under VM, hvor Schippers tog sølvet efter suveræne Shelly-Ann Fraser-Pryce.

Elaine Thompson løb hurtigere end nogensinde før, da hun krydsede stregen i tiden 21,66, men det var altså tre hundreddele af et sekund efter hollænderen.

Og også bronzevinderen Veronica Campbell-Brown nåede under de 22 sekunder, hun krydsede stregen i tiden 21,97.

Ikonet Shelly-Ann Fraser-Pryce havde besluttet sig for ikke at løbe både 100 og 200 meter under VM i Kina.

Trods sin imponerende tid på 21,63 har Schippers stadig et pænt stykke ned til verdensrekorden, som blev sat i 1988 af den nu afdøde Florence Griffith-Joyner, der løb i tiden 21,34 sekunder.

Men Schippers er uden tvivl lykkelig.

Ud over guldmedaljen kan hun nu prale af at have løbet tredjehurtigst af alle i historien på 200 meter. Kun Florence Griffith-Joyner og dopingdømte Marion Jones har været hurtigere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.