Der er meget dejlig mad til en julefrokost, og det kan være svært at holde igen.
Men det behøver du heller ikke, selvom det er jul, og du helst ikke vil tage for meget på.
Du kan godt nyde festerne og stadig undgå at tage ti kilo på, fortæller sundhedsredaktør og ernæringsekspert Jaclyn London til Good Housekeeping.
Hun har samlet en række gode råd, der skal få dig igennem resten af december, uden at du får alt for mange nye kilo på kroppen.
For det første slår hun fast, at det ikke er den enkelte julefrokost eller maden juleaften, som gør dig tykkere. Det er alt det ekstra mad, du spiser i hverdagen, der sætter sig. Mad, du synes, du skal hygge med, fordi det er mørkt og jul. Det er her, du skal sætte ind, hvis du vil holde vægten.
Følg rådene her:
1. Planlæg måltiderne efter festen
Når du handler ind til din julefrokost eller til dagene efter en fest, skal du tænke over, hvilke madvarer du kan supplere dine rester med, hvis du har det. Har du selv holdt julefrokosten, har du måske skinke, pølse og andet lækkert i køleskabet.
Overvej hvordan du kan bruge de rester i sunde retter i de efterfølgende dage - køb eksempelvis grøntsager, frugt, hummus og fisk, der sammen med resterne kan laves til et par gode sunde måltider. På den måde risikerer du ikke kun at spise fuldfed julekål i fire dage efter festen.
2. Du skal spise meget
Det lyder underligt, men du skal blive ved med at spise godt efter julefrokosterne. Du skal ikke tro, du kan stoppe med at spise i et par dage og dermed gøre op for det, der røg ind tidligere på ugen. Det holder ikke, for du vil til sidst kaste dig ud i et større ædegilde, hvor du kører usund mad ind, fordi du er sulten.
Spis godt og sundt mad i dagene efter. Det holder energien og forbrændingen i vejret, men husk maden skal være sund.
3. Drop de små ekstra vaner
Der skal være plads til julekager og knas i december, og det får du nemt plads til, hvis du bruger et par minutter på at overveje, hvad du kan bytte dine julegodter ud med. Hvor kan du skære ned på de ting, du spiser til dagligt?
Kan du måske droppe halvdelen af din dressing på salaten, spise mindre smør på dit brød, lave en ret uden sovs og så videre. De ting, du skærer fra i hverdagen, efterlader plads til et par småkager i den anden ende.
4. Vær god ved dig selv
Det er klart, at ingen ønsker at tage en masse kilo på i december, men du ødelægger julen for dig selv, hvis du konstant er på vagt og slår dig selv i hovedet, når du har spist en uimodståelig julegodte.
Vær lidt god ved dig selv og nyd dine fester og julefrokoster, og pas så lidt ekstra på i hverdagen, så går regnstykket som regel op i sidste ende.