"Vi er som samfund enige om, at sygefraværet skal ned og influenzaen helst helt skal dø. Antallet af sygedage koster os alle, siger vi. Ansatte kan ikke passe deres arbejde, ledere kan ikke lede og børnene kan ikke passe deres skole."
Sådan skriver journalist Nathalie Ostrynski i en klumme på b.dk.
Alligevel sker det, at hele virksomheder bliver lagt ned af "permanent slim-hoste," konstaterer hun i sin klumme, hvor hun beskriver, hvordan vi i starten af efteråret - og influenza-sæsonen - siger, at vi selvfølgelig skal blive hjemme.
Men jo oftere, vi så må give arbejdet, skolen eller institutionen beskeden om, at vi heller ikke kommer i dag, jo mere kyniske bliver vi, mener hun.
Og så er det, at det, hun kalder sygdoms-egoisten træder i karakter.
"Det er sygdoms-egoisten, der tager en enkelt sygedag og ellers hostende og harkende forsøger at komme til hægterne i det åbne kontorlandskab. Alt imens kollegaerne får en bakteriel 'så-er-det-din-tur'-gave sendt i hovedet henover mødebordet," skriver hun i klummen på b.dk og fortsætter:
"Det er sygdoms-egoisten, der sætter en panodil op i numsen på sit feberramte barn om morgenen, sender det i vuggestue og resten af dagen krydser fingre for, at mobilen ikke ringer med stuens navn på."
Hendes løsning? Blive hjemme, til snot og feber er væk.