Hoffet i Japan pensionerer rygter om kejserens abdicering
- Det er så absolut ikke sandt, siger hofchef om historie i statsligt tv om kejserens snarlige pension.
Kejser Akihito ses her sammen med dronning Margrethe under hendes besøg i Tokyo i 2012. Arkiv.
Kejser Akihito ses her sammen med dronning Margrethe under hendes besøg i Tokyo i 2012. Arkiv. Foto: Yoshikazu Tsuno/AP


Japans kejser Akihito har ingen planer om at abdicere.

Det slår kejserens hof fast efter forlydender onsdag om, at den 82-årige monark ønsker at træde tilbage inden for de kommende år.

- Det er så absolut ikke sandt, siger Shinichiro Yamamoto, vicechef for kejserens hof.

En abdicering ville være ganske usædvanligt for en japansk kejser. Det skete senest for over 200 år siden. Den japanske kejserfamilie har siddet på tronen i over 2600 år.

Nyheden om kejserens planer blev onsdag taget meget alvorligt, da den blev bragt på public service-kanalen NHK.

Den statslige tv-kanal citerede kilder i hoffet for oplysningen om, at Akihito ville overdrage tronen til sin søn.

I Japan er kejserfamilien et symbol på stabilitet og kontinuitet, og derfor ville en abdicering være meget overraskende, skriver AFP.

Iagttagere siger dog, at NHK normalt ville være meget forsigtig med at bringe en sådan nyhed, hvis der ikke var et gran af sandhed i det.

Japans premierminister, Shinzo Abe, afviste onsdag at kommentere forlydenderne på grund af sagens ømtålelighed.

Kejser Akihitos rolle i Japan er udelukkende symbolsk. Det blev skrevet ind i den nye forfatning, der blev indført i 1947 efter nederlaget i Anden Verdenskrig.

Akihito har været kejser i 27 år, og han har tidligere i år været syg. Han blev født i 1933 og var kejser Hirohitos arving. Akihitos efterfølger er kronprins Naruhito, der er 56 år.

I Japans nuværende lov, der gælder for kejseren, findes der ikke en legal procedure for, at kejseren kan abdicere.

For at kejseren kan abdicere, skal der derfor en lovændring til.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.