Hoffenheim fyrer træner og ansætter Huub Stevens
På en og samme dag meddelte tyske Hoffenheim, at fodboldklubben har fyret og ansat en ny cheftræner.


Bundesligaklubben Hoffenheim har mandag taget konsekvensen af en række skuffende resultater.

Derfor har fodboldklubben fyret cheftræner Markus Gisdol og ansat hollænderen Huub Stevens på en kontrakt, der gælder resten af denne sæson.

Fredagens 0-1-nederlag hjemme til Hamburger SV efterlod Hoffenheim næstsidst i Bundesligaen med seks point efter ti kampe.

- Det var selvfølgelig ikke en let beslutning, siger Hoffenheim-direktør Alexander Rosen ifølge dpa.

Han pointerede samtidig, at det i hele kalenderåret 2015 kun er lykkedes Hoffenheim at vinde seks kampe i 27 forsøg.

Hoffenheim sætter nu sin lid til 61-årige Stevens, som tidligere i karrieren har trænet Schalke 04, Hertha Berlin, FC Köln, Hamburger SV og Stuttgart.

Senest var Stevens ansat i Stuttgart, hvor han i sæsonen 2014-15 reddede klubben fra nedrykning.

- Vi var med det samme overbevist om, at Huub Stevens er den ideelle løsning, da vi havde haft samtaler med ham, siger Rosen.

46-årige Gisdol har været træner i Hoffenheim siden april 2013, da han hjalp klubben med at undgå nedrykning. Gisdol havde oprindeligt kontrakt med klubben frem til juni 2018.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.