Det er på tide, at høreapparatproducenten William Demant Holding for alvor begynder at kigge på sine omkostninger.
Sådan vurderer aktieanalytiker hos Alm. Brand Holding Michael Friis Jørgensen nyheden om, at virksomheden omstrukturerer sin forretning. Det betyder blandt andet, at 210 arbejdspladser i Thisted rykkes til Polen.
- Det er nok ikke det, medarbejderne i Thisted gerne vil se. Men set fra et investorsynspunkt er det præcist dette her, vi gerne vil se fra William Demant Holding, siger Michael Friis Jørgensen.
William Demant Holding var længe leveringsdygtig i en nærmest endeløs række af succeshistorier, opjusteringer og voksende resultater. Men konkurrencen er skærpet og overskudsgraden i selskabet faldet.
Derfor er den store omstruktureringsplan iværksat. Ud over at flytte 210 arbejdspladser til Polen skal flere funktioner samles på færre steder. Samlet vil planen koste 500 millioner kroner at gennemføre.
William Demant Holding sætter ikke tal på, hvor meget der kan barberes af omkostningerne, der i første halvår lød på 3,5 milliarder kroner.
- Selskabet fortæller ikke, hvor meget der vil blive sparet. Men det virker som en aggressiv plan. Der er ingen tvivl om at sende så mange arbejdspladser til Polen og lægge aktiviteter sammen, det er noget, der kan mærkes, siger Michael Friis Jørgensen.
Ifølge analytikeren er William Demant Holding en af de sidste selskaber i industrien, der har kastet sig over en dybdegående og gennemgribende omkostningsreducering, og derfor er dagens udmelding positiv.
- Overskudsgraden er faldet, men nu kan den måske blive bedre i de kommende år. Det er noget, der styrker den langsigtede case i aktien, siger Michael Friis Jørgensen.
William Demant Holdings overskudsgrad målt på driftsresultatet faldt i første halvår til 14,5 procent fra 17,4 procent i første halvår 2015.
Siden 2011 er overskudsgraden faldet fra 21,3 procent.
/ritzau/