Når udgifter og indtægter skal gøres op, er højt uddannede indvandrere et plus for Danmarks økonomi. Sådan lyder resultatet af en ny analyse, som Tænketanken Dea har lavet for Dansk Industri.
Analysen har målt skatteindtægter fra de højt uddannede indvandrere op imod de offentlige ydelser, som de højt uddannede indvandrere og deres familier modtager.
Det står også klart, hvilken forskel det gør, når familien rejser med til Danmark.
Claus Aastrup Seidelin er cheføkonom i Dea, der står bag analysen. Han peger på, at der er to typer af højtuddannede indvandrere, der kommer til Danmark.
De højtuddannede, der kommer til Danmark uden familie, bliver her i gennemsnit i 5,5 år. Det giver et overskud på 720.000 kroner under deres ophold.
- Der er de unge, der kommer til Danmark i starten af deres karriere. Det er typisk ingeniører, folk inden for it-området, off-shore eller medicinalindustrien. Det er dem, man kalder internationale nomader, siger han.
- De er her en årerække, og så rejser de videre til et nyt land som led i deres karriere.
For de personer, hvis familier rejser med, stiger den gennemsnitlige tid i Danmark til 10 år. Og det giver 2,2 millioner kroner i overskud.
- De kommer ofte til Danmark for at varetage lidt tungere stillinger ude i virksomhederne. De har deres familie med. Det er selvfølgelig en større beslutning, når man tager sin ægtefælle og børn med, siger Claus Aastrup Seidelin.
I analysen har Dea ikke talt kollektive udgifter og indtægter - såsom slitage på motorveje og moms på køb af varer - med.
Det er heller ikke undersøgt, om de højtuddannede indvandrere er en gevinst sammenlignet med, hvis de ikke kom til Danmark.
Analysen er udført på 7500 højtuddannede udenlandske medarbejdere, der er kommet til Danmark i perioden 2003 til 2013.
/ritzau/