Selvom der kun er en måned til, hun skal føde, er der flere ting, hertuginde Kate skal nå, før hun går på barsel.
En af dem er en parade i forbindelse med den irske nationaldag Stk. Patricks dag tirsdag d. 17. marts. Både den vordende mor og hendes mand, prins William, skal overvære paraden i Aldershot sydvest for London, hvor den første bataljon af de irske vagter til daglig holder til. Det skriver Hello! Magazine.
Det er ikke første gang, Kate skal deltage i den irske nationalfest, og ligesom tidligere vil hun dele trekløvere, der er symbolet for Irland, ud til de irske vagter. Den tradition startede i 1901 af dronning Alexandra, der var gift med Edward den syvende.
En anden tradition, der kan give den højgravide hertuginde et smil på læben, er at klappe den mest behårede soldat i den irske garde - nemlig maskotten, den irske ulvehund Domhnall.
Herefter vil den soldat, der har tjent garden i længst tid, takke det royale par for besøget, og så kan hertuginde Kate igen komme hjem til fødselsforberedelser og barselsbekymringer.
Hun har sammen med prins William i forvejen sønnen George, der til juli fylder to år. Kate har termin i midten af april, hvor George får en lillesøster eller -bror.
Newspaq