Højesteret: Journalister blev snydt for aktindsigt om MRSA
To journalister burde have fået udleveret en liste over svinebesætninger med MRSA, siger Højesteret i dom.
En årelang strid om pressens indsigt i en liste over MRSA-befængte svinebesætninger er nu afgjort til journalisternes fordel i Højesteret.
En årelang strid om pressens indsigt i en liste over MRSA-befængte svinebesætninger er nu afgjort til journalisternes fordel i Højesteret. Foto: Colourbox/Arkiv/free


Østre Landsret burde i 2014 have givet to journalister aktindsigt i en liste fra Fødevarestyrelsen over 48 svinebesætninger, hvoraf størstedelen var inficeret med den multiresistente stafylokokbakterie MRSA.

Det gjorde landsretten ikke, og den afgørelse underkendte Højesteret fredag.

Afgørelsen er kulminationen på en årelang strid mellem journalisterne Nils Mulvad og Kjeld Hansen og de omtalte svinebesætninger repræsenteret af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

- Hvis andre skulle få den idé, at man skulle prøve at blokere for ytringsfriheden ved hjælp af søgsmål, så vil den her sag blive hevet frem med det samme, siger Kjeld Hansen til Ritzau.

Striden drejer sig om en undersøgelse af forekomsten af MRSA i danske svinesætninger, som Fødevarestyrelsen gennemførte fra 2008-2011.

Undersøgelsen konkluderede, at 34 ud af de 48 besætninger var inficeret med bakterien.

De to journalister søgte om aktindsigt i listen, og efter to afslag gav Ombudsmanden dem medhold. Men selv om Fødevarestyrelsen herefter bevilgede aktindsigten, blev udleveringen af listen alligevel sat i bero.

Baggrunden var, at Landbrug & Fødevarer stævnede Fødevarestyrelsen for at forhindre, at oplysningerne om de inficerede besætninger blev udleveret til journalisterne.

Landmændene frygtede at blive hængt ud, hvis det kom frem, at deres besætninger var inficeret med MRSA, lød argumentet.

Østre Landsret besluttede på den baggrund i juli 2014, at journalisterne måtte vente med at få dokumenterne, indtil søgsmålet var behandlet i retten. Afgørelsen ankede journalisterne til Højesteret.

I sin afgørelse fredag slår Højesteret fast, at journalisterne burde have fået udleveret listen uagtet søgsmålet, blandt andet af hensyn til informations- og ytringsfriheden.

Højesteretsdommerne mener, at landsmændenes frygt for stigmatisering ikke var nærliggende eller væsentlig.

- Vi har været drevet af hensynet til borgernes ret til at vide, hvor der ligger smittefarlige virksomheder. Og nu siger Højesteret så, at en stor erhvervsvirksomhed eller interesseorganisation selvfølgelig ikke skal kunne afspore en aktindsigt, siger Kjeld Hansen.

De to journalister agter om kort tid at offentliggøre listen og en ny liste med navne på mellem 200 og 400 inficerede besætninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.